motivation Arkiv - Buhl Fitness

Et liv med træning og smerter.

Smerter generelt.

En hverdag med smerter er oftest forbundet med mange gener. Mange smerteramte går og er frustrerede eller kede af det, da de fleste jo har haft en aktiv hverdag, hvilket ikke længere er muligt. Nu er de ofte stille og rolig er blevet mere og mere inaktive. For flere når det desværre også helt ud til en depression som følge af de ting, de har måttet give afkald på. En vigtig ting som at sove kan for mange være en nærmest umulighed, eller i hvert fald bliver det til en meget forstyrret søvn delt op i flere omgange. Og når vi er i soveværelset, så kan sexlysten bestemt også være taget sydpå, ofte med frustration til følge.
Hjernen er (desværre på dette punkt) så smart, at den husker smerte. Se blot på fænomenet fantomsmerter. Folk kan opleve smerter i lemmer de slet ikke har, f.eks. et amputeret ben. Så kroniske smerter i en hånd eller ryg, er bestemt noget den husker, hvis det er noget den har været ude for til dagligt. Dette medfører nemlig, at nervesystemet bliver mere sensitivt. Forestil dig en sti i skoven. Jo flere gange den bliver gået, desto synligere bliver den. Så har du et led med smerter ved en bestemt bevægelse, så husker hjernen denne smerte og bliver mere opmærksom på dette fremover. Grunden til at den bliver mere og mere opmærksom er, at den egentligt bare forsøger at beskytte dig. Men på dette punkt lidt for overbeskyttende, idet smerten bliver mere vedvarende.

Et liv med færre smerter handler derfor om at lære hjernen at fjerne fokus på det skadesramte led. Dette kan man gøre i form af træning af muskler omkring det skadesramte led (også kaldet sensorisk gating). Så hjernen skal nu pludselig fokusere på andre punkter på kroppen end de smerteramte led, ved at udsætte andre led for stimuli i form af træning. Nervesystemet vil da fokusere på dine muskler, som ved træning oftest udsættes for en inflammation (ømhed i muskler efter træning). Den ømhed, du oplever, er, at dine muskelfibre udsættes for små overrivninger og kroppen fokuserer nu på, at få genopbygget disse overrivninger (inflammationen).
Så motion/træning er ofte et meget overset element, der kan forbedre din livskvalitet hvis du kan få din hjerne med på ”samme side”.

Mennesket er jo på ingen måde skabt til at sidde stille. Har du ondt og du vælger at sætte dig tilbage i sofaen og vente på bedre tider, så risikerer du at gøre ondt værre. Ikke blot med at din krop rent fysisk bliver dårligere stillet, men det psykiske kan også tage en drastisk vending, når de bedre tider udebliver.

Men lad nu være med at opgive alt håb, for der er bestemt ting du kan gøre, som kan forbedre din hverdag. Noget af det allervigtigste du kan gøre, er at acceptere, at dit liv er anderledes end hidtil. Du bliver nød til at erkende, at der er begrænsninger fysisk eller psykisk, som stiller dig i et andet lys, end du måske har været vant til. Derefter vil det være en rigtig god idé at overveje at bringe træningen ind i dit liv og hermed få vendt fokus til det, som du kan gøre noget ved 😉

Hvorfor hjælper det?

Der er flere grunde til at træning er godt for din krop og smerterne. Ved træning udskilles der et stof kaldet endorfin eller kroppens eget narkotika/morfin, som det oftest betegnes 😉 Dette stof frigives bl.a. i hjernen i området der kontrollerer smerte, hvilket kroniske smertepatienter kan have rigtig meget glæde af til at forsøde deres hverdag. Se det som en dæmpning af smerterne og en følelse af velvære med mere overskud/energi.

Mange tror at når noget er furbundet med smerte, så skal man trække sig. Som hvis man brænder sig på en kakkelovn, så er det bare om at komme langt væk i den modsatte retning. Sådan hænger det nu ikke sammen med træning. Selvfølgelig, hvis smerten på en skala fra 1 – 10 ligger på 10, så skal man nok lige finde årsagen dertil først. Og så skal man naturligvis lige klappe hesten ved akutte skader. Men hvis man som f.eks. jeg, er gigtpatient og har daglige kroniske smerter, så er træningen noget af det bedste jeg kan udføre. Det er med til at holde en rigtig god fleksibilitet i mine led, og den ekstra muskelmasse jeg har opbygget virker som en ”stødpude” som bedre kan håndtere og overføre diverse stød i dagligdagen, så mine led ikke skal tage skraldet for alle mine bevægelser. Alle de bevægelser, jeg gjorde i starten da min sygdom brød ud (som var forbundet med smerte) er nu minimeret væsentligt. F.eks. hvis jeg før skulle løfte en fyldt cola dåse op fra bordet gentagne gange, så kunne jeg ofte få temmelig ondt i leddene fra håndled og helt op til skulderen. Nu, efter at jeg stille og rolig har fået bygget noget muskelmasse på både under-og overarmene samt skuldrene, har jeg meget mere momentum i hele armen, da musklerne i armen arbejder mere sammen i en helhed nu. Man kan derfor sige, at jeg kan flytte fokus væk fra det beskadigede led. Jeg kan i hvert fald mærke en væsentlig forskel! Det kunne også være noget så simpelt, som at rejse sig fra en stol. Før satte jeg af med hænderne på armlænet eller bordet, hvilket ikke var nemt, da jeg jo ikke kan bøje mine håndled tilnærmelsesvis ud i disse positioner, og samtidig kunne det gøre modbydelig ondt. Nu derimod, hvor jeg har fået så godt med muskelmasse på bl.a. mine lår, kan jeg meget nemmere rejse mig helt uden at bruge hænderne. Tro mig. Der er en verden til forskel! 🙂

Når jeg nu siger opbygge muskelmasse, så lad for guds skyld være med at tænke i de helt store bodybuilderbaner, det er slet ikke sådan det hænger sammen. Selvfølgelig kan jeg da se en forskel på min krop nu og for 5 år tilbage, men det er jo ikke sådan, at jeg er et kæmpe brød på 140 kg med overarme så store som træstammer. Det der er sket, er at jeg blot har tabt noget fedtmasse og bygget muskelmasse op fordelt på hele kroppen.

I starten skulle jeg afprøve en masse øvelser for at finde de rigtige til lige netop mig med mine skavanker. Det, der er simpelt for mange, er bestemt ikke altid simpelt for en gigtpatient – det er med garanti. Der er mange typer gigt, der er mange lemmer og organer, der kan rammes, som hver især kan modvirkes med en forskellig træning fra smertesituation til smertesituation. Det tager tid at lige finde det rigtige program/øvelser og eftersom at gigtpatienter kan have ondt i forskellige led fra dag til dag, så skal man være indstillet på, at den træning man havde planlagt, nok skal kunne varieres efter smertens placering.

Men hjælper det på alle?

Jeg træner gigtpatienter med forskellige former for gigt, folk med fibromyalgi og nerveskadesmerter. Alle sammen med en overraskende positiv effekt. Det er så enormt givende at få en mail eller sms hvorpå der står, at vedkommende kan føle en mærkbar forskel i hverdagen. 🙂 Så jeg oplever, både på klienter og mig selv naturligvis, at træningen har en kæmpe betydning for smerteniveauet i hverdagen. Det smerteniveau, som bliver en del af hverdagen for hver 8 Dansker, som slås med gigt af en art. Nogle af de nok mere udbredte er bl.a. slidegigt, leddegigt og psoriasisgigt. Og lige netop slidegigt (artrose) forbinder mange folk jo med, at deres led er ”slidt ned”, dette er dog langt fra altid tilfældet. Selvfølgeligt kan et liv med fysisk hårdt arbejde sætte sit præg, men ellers er der andre faktorer der spiller ind som f.eks. arv, overvægt og skader tidligere i livet. Men fakta er, at brusk og væv omkring leddene slides ned, hvilket medfører smerte. Men også her gælder samme spilleregler, som jeg tidligere beskrev ang. at bygge muskelmasse op, således at de beskadigelige led får mere støtte.

Jeg vil lige slutte af med den lille undersøgelse, som ligeledes bekræfter at træningen i allerhøjeste grad har sin berettigelse i en hverdag med smerter. 😉

Slagteriarbejdere tilfældigt inddelt i to grupper.

66 slagteriarbejdere med kroniske smerter i skuldre, arme og hænder samt andre former for arbejdsbesvær blev inddelt i to grupper:
1. Den ene gruppe trænede styrketræning specifikt for musklerne i arme og hænder i 10 minutter 3 gange om ugen i 10 uger i arbejdstiden på arbejdspladsen.
2. Den anden gruppe fik en traditionel praktisk ergonomisk indsats i starten af de 10 uger.
Indsatsen, der var udarbejdet på baggrund af en analyse af hver medarbejders jobfunktion, bestod af ergonomisk instruktion i arbejdsstillinger og korrekt brug af arbejdsredskaber. Denne gruppe indgik i studiet som aktiv kontrolgruppe.

Styrketræning mindskede smerterne markant.

Resultaterne af undersøgelsen viste at:
– Kroniske smerter i skuldre, arme og hænder faldt markant hos slagteriarbejderne i styrketræningsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.
– Halvdelen af slagteriarbejderne i styrketræningsgruppen fik mindsket deres smerter med mindst 50 %
– Styrketræningen mindskede slagteriarbejdernes arbejdsbesvær og forbedrede deres muskelstyrke, sammenlignet med kontrolgruppen.

Link til undersøgelsen.
http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/da/publikationer/videnskabelige%20artikler/videnskabelig%20artikel?publicationId=20481

Fra Koma patient til Danmarksmesterskabet i bodybuilding!

Hvordan rejser man sig fra, på et splitsekund at have fået ødelagt mange lemmer og organer i sin krop, til at stille op i en ekstremsport som bodybuilding?? Well – spænd selen Boys And Girls. Her kommer Michaels vanvittige, men ikke mindst inspirerende historie 😉

Ulykken.

Den 5. januar 2002 blev en dag, der vendte op og ned på Michaels liv, da han kørte galt i sin bil. Uheldet var så voldsomt, at bilen vitterlig blev revet over i to dele. At dømme ud fra billedet af hans bil, kan man jo godt sige, at hvis Michael var en kat, så havde han satme fyret alle 9 liv af på én gang + evt. div. bonusliv! Men heldigvis var det kun bilen, der afgik ved døden den dag 😉 Det kommer jo nok ikke som den største overraskelse, at Michael, som sad i denne bil, kom slemt til skade – ALVORLIG til skade vel at mærke. Altså ventede der Michael en lang sygeperiode med uendelige operationer og gener på grund af skader, inden han kunne se frem til en helt ny hverdag fremover.

Først lå Michael som multitraumepatient i 39 dage, hvoraf de først 9 dage var i kunstig koma med respirator, da begge lunger var klappet sammen. I dette tidsrum tabte han sig 22kg. Han kunne naturligvis ikke bevæge sig, og alting var forbundet med smerte, selv det at spise, hvilket kun bestod af flydende kost, da hele munden var snøret sammen med ståltråd.

Dette var dog kun en lille del af Michaels behandlingsperiode. Hvis vi lige skal gennemgå hans cv af skader, så man kan få et indblik i, hvad han stod over for fremadrettet. Noget af hovednerverne i venstre arm blev revet over, så følesansen i lillefingeren er væk, mens funktionen i hele hånden heller ikke er eksisterende. Højre overarm brækkede helt over, så han fik sat marvsøm samt 2 skruer ind i overarmen. Efter kontrol med venstre hånd og et utal af undersøgelser gennem 2 år, blev det besluttet at gøre håndledet delvis stift, samt prøve at lave en manuel gribefunktion. Der blev opereret 2 gange i håndledet over nogle måneder, samt en operation i højre skulder og overarm for at få marvsøm og skruer ud igen.

Brystbenet brækkede 2 steder, hvor venstre brystmuskel blev revet midt over, og derfor er denne ikkeeksisterende i dag. Hovedet pådrog sig også alvorlige skader. Overkæben brækkede 2 steder og der blev sat en metalplade ind under begge øjne. Ganen flækkede, 2 tænder blev slået ud mens alle tænderne i overmunden og 5 tænder i undermunden knækkede. Alt dette betød, at Michael måtte tilbringe 2×1 time om ugen i ca. 11 måneder, for at få tænderne bygget op igen. Der måtte 2 operationer til i munden for at få bygget det knoglestruktur op, som blev revet af sammen med de to tænder han fik slået ud. Derefter blev der opereret 2 implantater i, så der kunne komme kroner på. Alt i alt fik Michael lavet tænder for 160.000 kr., hvilket nok fortæller lidt om omfanget af skaderne i munden alene.

Hjernen undgik desværre heller ikke varige mén, da Michael pådrog sig en hjerneblødning, der har gjort, at han den dag i dag ikke kan tåle stress og høje lyde som f.eks. en vinkelsliber, børneskrig/gråd, mens den også har ramt hans korttidshukommelse.

Benene blev i den grad også medtaget. Bækkenet brækkede 2 steder. Højre ben brækkede, han pådrog sig åbent skinnebensbrud på venstre ben, der gjorde, at han måtte gå med Hofmansapparatur de første 5 måneder. For dem, der ikke ved hvad dette er, så er det et apparatur, som monteres udvendig på benet med en skinne, hvorfra der i Michaels tilfælde gik 6 lange skruer fra skinnen og ind i skinnebenet, som derved holdes stabilt, så knoglen kunne gro sammen. Dette bevirkede der dagligt kom en sygeplejerske, som pillede sår væk omkring skruerne og rensede sårene.

Efter ca. 3 år var Michael færdigbehandlet på sygehuset. Og det kræver nok ikke verdens største lommeregner til at regne ud, at han stod med en hverdag vendt på hovedet, kontra den han kendte. Samtidig med dette skulle der nu en omfattende genoptræning til.

Kampen mod det offentlige.

Resultaterne af genoptræningen på sygehuset var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Michaels ulykkesforsikring betalte desuden for genoptræning ved en fysioterapeut i ca. 6 måneder, hvilket heller ikke gav de resultater der var håbet. Sideløbende skulle Michael også se, om han kunne få en fod ind på arbejdsmarkedet igen. Fra starten blev der kæmpet mod kommunen og han blev flyttet rundt, fra den ene rådgiver til den anden og fra den ene ydelse til den anden. Noget der i sig selv er yderst frustrerende, demotiverende og nedværdigende når man er vant til at kunne forsørge sig selv. Det blev da også til flere jobsøgningskurser, mens han stadig var syg og ikke rigtig kunne noget som helst. Til sidst blev det til et 6 måneders forløb på hjerneskadecentret i Odense, for folk med sene hjerneskader. Der blev Michael med egne ord ”pillet fuldstændig fra hindanden” med div. tests osv. der gjorde, at han gik i seng, når han kom hjem og sov flere timer, bare for at kunne være til. Igen noget der er voldsom demotiverende og ydmygende, når man prøver at få en hverdag til at hænge sammen med familie og venner. Det endte med en arbejdsprøvning ved Ftz reservedels lager, hvor han skulle være 3 timer hver dag. På dette tidspunkt gik det helt galt med hovedet, Michael kunne ikke fungere når han kom hjem og sov stort set 3-4 timer hver dag efter han havde været afsted. Hverdagen bød på konstant migræne og han havde det mildt sagt af helvede til. Michaels kone (Kitt) sagde på et tidspunkt, at hun faktisk fik mere ud af og snakke til døren, end til ham i denne periode. Efterfølgende blev han sat ned til 1,5 time dagligt, men resultatet var det samme. Efter ca. halvanden måned yderligere, blev arbejdsprøvningen endelig stoppet. Da forløbet på hjerneskadecentret stoppede efter de 6 måneder, blev Michael indstillet til en førtidspension, da de konstaterede, at han slet ikke kunne tåle stress samt høje lyde. Desuden var funktionaliteten i venstre arm jo ikke eksisterende. Alt i alt tog det ca. 6 år for Michael at blive afklaret af kommunen. I samme periode har han haft 2 forløb ved en psykolog, da det hele har været enormt svært på den psykiske del og han dermed har haft 2 depressioner.

Kampen på hjemmebanen og mod sig selv.

Det første år efter ulykken lavede Michael næsten ikke andet end at ligge på sofaen og være sur og ked af det. Han kunne ikke rigtig få ind i hovedet, hvorfor det lige var ham det skulle gå ud over og lå som oftest og tænkte, hvorfor kunne det ikke bare have været helt slut i ulykken? Det var hans overbevisning, at det ville have været bedre for alle parter. Som Michael beskriver det, så var han virkelig helt ude at skide rent psykisk. Michael tager da også i den grad hatten af, for at sin kone blev ved hans side og kunne holde ham ud gennem det hele.

Efter ca. et år, var det som om han en dag vågnede og havde fået en åbenbaring af en slags. Han havde langt om længe indset, at der ikke var noget, der blev bedre af at ligge og have ondt af sig selv og rende rundt og være sur og tvær. Så de købte en lille hundehvalp (Sikka), så han havde lidt at tage sig til. Efterfølgende begyndte han til træning med det lille kræ. Der fandt han ud af, at det var faktisk noget han var skide god til. Så han begyndte at gå til lydighedskonkurrencer og blev helt bidt af det. Efter dette gik det kun fremad med udviklingen og han havde ligesom fået troen på det hele tilbage igen. 🙂

En af Michaels anden store interesser har altid været biler, herunder ikke mindst musik og god lyd i biler. Så ca. et halvt år efter uheldet, fik han anskaffet sig en bil og begyndte stille og rolig at bygge lydanlæg i denne i det tempo og omfang kroppen kunne være med til. Selvom han ikke kunne køre bil endnu, så gav det stadig mening i livet, at kunne bruge hænderne på trods af kroppen bestemte tempoet, men viljen var der!

Hvis nogle tænker, hvor jeg kender Michael fra, så var det i denne forbindelse, at jeg lærte ham at kende, da vi sidst på året i 2002 begge to deltog i en konkurrence for lyd og design i biler. Da vi begge nåede til Danmarksmesterskabet i samme klasse, så blev der naturligvis sparket dæk udvekslet div. sørøver historier 😉
Men for Michael viste dette jo blot, at hvor der er en vilje, er der en vej, selvom man er fysisk begrænset. Et par år senere, hvor Michael kunne køre bil, deltog han igen, og denne gang strøg han helt til tops, så han nu kunne han kalde sig Danmarksmester i sin klasse. Igen, viljen har aldrig fejlet noget 😉
Men siden da har jeg haft kontakt til Michael og fulgt hans nye kærlighed, nemlig træningen og til sidst drømmen om at komme på en scene…

Da hans kone ventede deres søn Oliver, besluttede han sig for at stoppe med at ryge. Hvilket han også gjorde, men da Michael (ligesom så mange andre) har en sød tand, så tog han 13 kg på indenfor ret kort tid. Dette gjorde, at han valgte at starte i et lille lokalt fitnesscenter og begyndte at træne lidt cardio og lidt styrketræning, som medførte at han begyndte at tabe sig stille og roligt. Styrketræning med arme og hænder kunne han ikke rigtig af gode grunde, da venstre hånd jo var lam. Han blev anbefalet, at tale med en bandagist omkring at få lavet et hjælpemiddel til træningen. Efter noget tids tanker om hvordan det måske kunne gøres, tog han kontakt til bandagisten. Sammen udviklede de en strop, som han kunne binde sin venstre hånd fast med. Efter lang tids forsøg og tilvænning, kunne han næsten træne det hele med denne.
Som altid i starten er fremskridt gode, men ca. 2 ½ år stod det hele lidt stampe. Så Michael tog kontakt til en personlig træner ved navn Brian Vestergård Nielsen, som han var oppe og have en samtale med. Mens de sad og talte spurgte Brian, hvad målet var. Var det at stille op til konkurrence, eller var det for Michaels egen skyld for at komme bedre i form? Michael udbrød med det samme, at det var for hans egen skyld, da han jo ligesom rendte rundt med en ret dårlig arm, der gjorde, at han jo ikke kunne stille op. Brian smilede bare og spurgte – ”Hvorfor kan du ikke det? Det er da set før i udlandet, hvor der jo faktisk er en klasse for folk der sidder i kørestol.” Men de lod den ligge der, hvorefter Michael havde et forløb ved Brian på ca. 3 måneder. Brian lærte ham meget og de fik også nogle gode fremskridt. Michael gik det næste års tid og spekulerede over hvad Brian havde sagt. Han besluttede sig dernæst for at lave lidt research. Det mundede ud i, at han tog beslutningen om, at han ville prøve at stille op. Så han trænede og trænede helt vildt, men der skete ikke nok. Han tog fat i en træner i Odense, som synes, at det kunne være et fedt projekt at gå ind i. Således begyndte de at få styr på kosten. Fremskridtene begyndte da også hurtigt at vise sig i form af, at Michael tog en del muskelmasse på. 🙂

En ny vej på rejsen.

Bedst som træning og kost bare kørte derud af, blev træneren syg, hvorefter Michael kørte videre alene. Men det havde han desværre ikke nok erfaring til endnu så det begyndte at skride for ham. Altså tog han fat i en ny træner, som også er hans nuværende, nemlig Klaus Ladegård. Michael købte et konkurrenceforløb og startede i det super fede Old School Bodybuildingscenter i Odense. Et lækkert sted med den rigtige ånd hvor alle kan føle sig velkomne.

Så nu stod den på en skarp personlig kostplan, som blev reguleret hver uge, og et trænings program med styrketræning 6 gange ugentligt, samt tilsvarende cardiotræning og en masse poseringstræning. Efter endt forløb, stod Michael endelig på scenen til debutantstævnet i Classic Bodybuilding -180 senior, som den første handicappede atlet i Danmark nogensinde til at konkurrere på samme vilkår som andre. Han stod i den vildeste form han nogensinde havde været i. Klaus var med ham hele vejen og troede på ham. De sidste par dage op til stævnet oplevede Michael, at kroppen ændrede sig markant. Selv efter 4 timer kunne han se tydelig forskel på musklerne og formen, efterhånden som væsken røg af ham. Michael kan berette, at det var helt ekstremt at opleve på sin krop. For ikke at beskrive den følelse han havde, da han stod inde på scenen og kunne høre folk heppe og råbe hans navn samtidig med, at han skulle give alt hvad han havde i sig. Det kan måske se let ud, at skulle stå at posere, men hver en enkelt muskel i kroppen skal spændes og holdes, så det hele hænger sammen i en stor helhed. Tro mig, dette er bestemt ikke noget man ”bare” gør 😉

Det kan ikke beskrives med ord. Michael har fået så mange rosende ord og skulderklap, samt folk har fortalt hvor dyb respekt de har for det han har gjort, hvilket gjorde at han simpelthen blev så glad og rørt efter dette. Endnu en sejr var opnået og Michael er hamrende godt tilfreds og pavestolt af sin rejse indtil videre.

Efter en snak med overdommeren Frederik Bådstorp, fik Michael at vide, at der nok var 20-30 stykker, som havde kontaktet Frederik for at høre om hvordan og hvorledes man kan stille op når man nu havde et handicap. Alle var blevet opfordret til at stille op, men der har ikke været nogen til at tage springet før Michael gjorde det. Michael håber og synes det kunne være fedt, hvis han kunne inspirere andre til at gøre det samme som ham og trodse den udfordring, at man har noget at slås med som andre ikke har. Så han håber, at der på sigt kan blive fokus på behovet for en klasse hvor folk med et handicap passer ind, således de ikke mister point pga. af deres handicap.

Michael er gået videre til finalen og er i skrivende stund ved at optimere kroppen endnu mere til det skrappe felt han er oppe imod. Han kan berette, at det bestemt ikke er sidste gang, han prøver at stille op. Så nu skal han i gang med at søge sponsorater og økonomisk støtte til at holde drømmen kørende, da det er en ret dyr hobby, der kan svær at dyrke på en førtidspension.

Jeg vil lige understrege, at selvom jeg er personlig træner, så har jeg INTET med Michaels resultat at gøre! Denne kamp og fortjeneste ligger udelukkende hos Michael og hans træner Klaus 😉 Jeg har blot været med på sidelinjen og heppet med og ladet mig inspirere. For at hjælpe til, har jeg valgt at hjælpe Michael med at skrive denne historie og gøre mit til at få den ud i landet 😉 Men jeg håber, at med denne artikel, I har fået et lille indblik i, hvad der er muligt, hvis man har en drøm og en helvedes stor portion vilje til at kæmpe for noget, der til tider kan virke umuligt. En anden spiller der har meldt sig på banen til at hjælpe, er Total Bodyzone i Odense, der har sponsoreret Michael med behandlinger op de indledende runder til DM.

Skulle der side nogle derude, der ligesom mig føler sig inspireret og vil give Michael et skulderklap med på vejen, så skal du være mere end velkommen til at dele hans historie. Desto længere vi kan nå ud, desto bedre. Det kunne jo være, at nogle sponsorer også lader sig inspirere til at bakke op om Michaels drøm, nemlig at stille op til endnu flere konkurrencer. I så fald skal I være mere end velkomne til at kontakte Michael eller fange mig, så skal jeg nok ”viderestille” jer 😉

Herfra skal det i hvert fald lyde alt muligt held og lykke til Michael. Det har været en fornøjelse, at være med på sidelinjen og følge din kamp. Jeg er dybt imponeret over det du har opnået. Du kan kun være en inspiration for mange… 😉

Livsstilsændring – Hvad gør din omgangskreds og har du en god support?

Når jeg taler med en klient, som nævner, at få mange ”underlige” spørgsmål eller bemærkninger, når man er i gang med en livsstilsændring. Det kan f.eks være… ”Nå, må du ikke spise det?” ”Skal du ikke med i byen?” ”Hvorfor har du selv mad med?” ”Du er da også blevet så hellig / kedelig!” Eller for ikke at tale om den klassiske, som jeg ved, at mange har hørt – Nu skal du altså heller ikke tabe dig mere! (Hvilket ofte kommer fra en, der bestemt trænger til at tabe sig.) Så hvor pisse træls, er det ikke lige! Især når man selv ved, at man ikke er færdigt med sit vægttab, da der mangler at ryge et par kilo mere, fordi man gerne lige vil af med de sidste elskovshåndtag 😉
Jeg har selv været, hvor de er, så jeg ved præcis, hvad de kan komme ud for. Nogle gange griner man af det, andre gange kan det være enormt belastende, hvor man tænker f*** jer! – Her kæmper man for noget, der gør ens liv bedre på så mange punkter. Noget man i allerhøjeste grad brænder for, bliver vendt mod en som værende noget negativt og sådan skal det jo absolut ikke være!. 😉
Men når jeg tænker tilbage – I guder hvor kunne det være træls til tider. Nogle personer vidste jo godt, at jeg trænede osv. men til div. komsammener, blev jeg godt nok tit ”udstillet” på tidligere nævnte måde. Jeg bragte ikke selv noget på banen, og pludselig var jeg alligevel omdrejningspunktet omkring spisebordet, fordi jeg spiste anderledes. Ikke ret fedt skal jeg hilse at sige, når jeg blev italesat for at være ”bedre” end andre på en sarkastisk måde (selvom det nogle gange var i sjov), men alligevel.
Den dag i dag bringer jeg ikke selv noget op omkring kost og træning, når vi sidder omkring spisebordet, med mindre jeg bliver spurgt om det, eller samtalen falder på det helt naturligt. Selvfølgelig kan jeg da blive grebet af det i form af, at det er mit virke, men ellers gider jeg egentlig ikke tale om det, da jeg ikke ønsker at fremstå som en sundhedsguru, når vi er ude at spise. Der vil jeg bare gerne være ”Keld den madglade” (på min egen måde vel at mærke) og ikke ”Keld personlig træner”. Altså, jeg vil bare gerne hygge med mine venner/familie – hver ting sin tid 😉
HELDIGVIS har mine nærmeste venner og familie været en fantastisk opbakning, på trods af der er blevet joket med det, men så er det jo godt, at jeg kan kæfte op den anden vej 🙂 MEN 1000 TAK FOR DET, til jer der læser dette. I får lige en virtuel krammer, smækkys og high five – I har været en større støtte end i måske ved af – HUSK DET 😉

Men hvad kan du og andre gøre for at komme så let igennem en livsstilsændring som mulig?
Der findes naturligvis mange individuelle måder. Nogle måder virker for nogle personer og nogle andre måder finder andre personer måske nemmere?
Men her kommer lige 4 hurtige, som jeg ved at mange har draget nytte af, for at gøre sådan en rejse nemmere 😉

1. Din mand/kone/børn.
Vær sikker på at du har opbakning fra disse. Intet er mere demotiverende og ødelæggende, end hvis du ikke har 100% opbakning fra dine allernærmeste. Så er der stor sandsynlighed for, at din rejse kan fejle. Nogle gange kan det godt være en rejse for to. Er det f.eks. konen der har et ønske om et vægttab, så er det sgu vigtigt og enormt opmuntrende, hvis manden til tider også tager kondiskoene på, og går med på aftengåturen for at vise sin opbakning. Det giver også mulighed for at koble lidt fra og få sludret lidt om hverdagen, i stedet for at man smider sig på sofaen og falder i søvn efter 15 min. Bare fordi at det er vanens magt 😉
Der er set eksempler på, at manden meldte sig ind i et fitnesscenter selvom han som udgangspunkt ikke havde behov for det, da det var konen der skulle tabe sig.
I den anden grøft er der også det modsatte eksempel, hvor den ene part kæmper og sidder med en sund salat og et godt stykke kød, men på den anden side sidder modparten og kører en fed pizza ind i kæften. Tak for lort – virkelig motiverende og støttende!
Og er det på de ”mindre” punkter, som f.eks hvis du skifter fra almindelig cola til light/zero cola, så skal din partner ikke komme med alverdens spydige kommentarer, blot fordi vedkommende ikke har behov for/lyst til at ændre sin livsstil.
Og er du single, så er det måske forældre eller søskende man skal kunne stole på, og komme til i både tykt og tyndt. Jeg ser desværre til tider manglende forståelse fra disse parter og det er i aller højeste grad meget dårlig stil, hvis ens nærmeste ikke er ens faste støtte på sådan en rejse.

2. Omverdenen.
Gør omverdenen opmærksom på at du er gået i gang med en livsstilændring måske via de sociale medier. Det forpligter begge veje. Din vennekreds ved nu, at du er gået i gang med noget stort og de kan nu vælge at bakke op omkring det (på den måde finder du sikkert også ud af, hvem der støtter dig og derved forhåbentlig hvem du kan ty til i svære tider).
Og den anden vej har du også et ansvar for ikke at svigte dem, der virkelig bakker dig op – hvis de er der for dig, så gør du (forhåbentligt) også dit til, at kæmpe, når de nu hepper på dig. Det er dine sparringspartnere i tyndt og tykt på sådan en rejse – Pas godt på dem 😉

3. Din arbejdsplads.
Hvis ikke din arbejdsplads har fundet ud af, at du er gået i gang med en livsstilsændring, så sørg for at få meldt ud der også. For den største del af befolkningen, så er det trods alt der, at man tilbringer ca. det halve af tiden man er vågen i 😉
Og i og med at ens kollegaer ikke altid er dem, man har det tætteste bånd med, men blot kan være en del af en hverdag. Men desværre er det bestemt dem, der kan lave rigtig meget lort i det i form af spydige bemærkninger og manglende forståelse – mobning på et andet plan.

4. Gør det let for dig selv og tænk fremad.
En livstilsændring handler jo ikke kun om træning, men i den grad også kosten. Tit og ofte handler det om forberedelse og have maden klar hvis man er hjemmefra en hel dag til en evt. familieudflugt. Undgå lige at lave den nemme løsning og smutte på tanken eller den lokale pizza pusher.
Og når vi er ved maden, så sørg for at dit køkken er nogenlunde godt udrustet til sådan en rejse. Dvs. at gode opbevaringsbokse jo nok er en god idé til forberedelse af mad.
Lidt godt køkkengrej burde du nok overveje. En lille ting som et godt knivsæt kan være vigtigt, da det godt kan være lidt op af bakke at stå og skære kød, hakke mandler og tilberede salat, hvis alt der ligger i køkkenskuffen, er en gammel sløv brødkniv, du fik med, da du flyttede hjemmefra 😉
En blender/stavblender er noget, jeg ved altid kan være handy, når der skal laves lidt sjovt mad, da den tit og ofte kan være med til at gøre det hele lidt nemmere/hurtigere.

Reminder (nok til punkt 1).
Jeg kan huske, at Henrik Duer, i en undervisningssituation, nævnte, at det er meget vigtig at huske på, at selvtilliden og selvværdet ændrer sig markant for mange under eller efter en livsstilændring, plus man får andre / nye interesser. Mange bliver jo selvfølgelig glad for motion / træning og er din partner ikke med på dette, så ser man ofte desværre, at forhold ligefrem er gået i stykker. Og det sker ved, at den ene part får så mange nye input i livet og ofte bliver mere attraktiv pga. sit nye smarte udseende og trækker nyt opmærksomhed til sig. Sideløbende med dette, ligger partneren stadig hjemme på sofaen og ikke bakker op (typisk mænd siger statistikkerne). Tilmed forstår han ikke den stigende interesse for hans kone og ender faktisk med at blive jaloux.

Så find ud af hvem du virkelig kan stole på og som kan bakke dig op, hvis der skulle komme perioder, hvor det hele er uoverskueligt og du bare har lyst til at smide håndklædet i ringen. Det kan være en altafgørende hjælp at vide ”Who’s Got Your Back” i svære tider. Du kan evt. gå til vedkommende og spørge ”Kan jeg komme til dig, hvis alt ramler?” Gerne flere personer, hvis du har muligheden, så du har en back up person, hvis din 1 ”wing man” ikke kan fanges. For mange lyder det nok tosset, men det ændrer desværre ikke, at det kan være et enormt hårdt psykisk, hvis der er en større livsstilsændring du er i gang med.

Nå folkens, dette var blot nogle af rådene, der helt sikkert kan gøre din rejse meget nemmere og bestemt sjovere i sidste ende. Der er som tidligere nævnt, flere fremgangsmåder til at komme i mål med. Med dette for øje skal det jo nævnes, at der er masser af andre faktorer/småting der spiller ind – Alt sammen kan være en super hjælp til dig. Dette er blot nogle af dem jeg/vi som personlige trænere, ser hyppigst som værende forhindringer.
Og har du spørgsmål, eller tvivler på om du kan klare en sådan rejse, så fang mig og jeg skal gøre mit bedste for at sparke nye og forhåbentlig gode inputs ind i planen 😉

Ps. Skulle du rende ind i nogle af ovenstående eksempler/personer, så skal det stå dig frit for at sige… Kæmp din egen kamp og tro på at DU KAN 😉

Håber dette gav et lille indblik i hvad en livsstilsændring kan indebære 😉

TRX slyngtræner og mulighederne.

TRX slyngtræner er opfundet af Randy Hetrick, som har tilbragt 14 år ved de Amerikanske Navy Seals. Under den tid kunne hverken Randy eller andre Navy Seals ikke just hver dag tage i fitness center, for at vedligeholde eller forbedre deres fysik. Så i søgen efter andre metoder til at træne, fik den kreative Herre ved hjælp af et jiu-jitsu bælte og dele fra en faldskærm samlet den første meget simple prototype af den TRX, vi i dag kender verden over i en forbedret udgave. 🙂

TRX kan købes i flere varianter, og alle leveres i en lille taske, som du kan tage med over alt, hvad enten den ryger i kufferten på rejsen, til hotelværelset, eller den skal med ud i naturen, eller du blot ønsker at bruge den hjemme.
Så er du personen der altid har en ”undskyldningspatron” klar i hylstret for ikke at dyrke motion, så skal du nok stoppe med at læse nu, og lade som om du aldrig har set denne side 😉

En af fordelene med TRX er, at den arbejder i meget naturlige og glidende bevægelser, som din krop kommer ud for i løbet af en helt normal hverdag, hvad enten du vil træne overkrop, core, underkrop eller mindre isolerede arm/ben øvelser. Det kan også bare være generelt mobilitet. Mulighederne er mange.
Rigtig mange nybegyndere inden for fitness verdenen afholder sig helt fra fitness centre, da de synes det er pinligt og ubehageligt eller ligefrem grænseoverskridende at komme i et center. De føler, at de udstiller sig selv med en uvidenhed i form af at være svage, ikke kan udføre øvelser med de korrekte teknikker og nogle kan være pinlig berørte over deres overvægt. Dette synes jeg er rigtig synd, da det jo naturligvis afholder mange, fra at kunne gøre noget ved den fysiske form de nu en gang er i. Men med TRX slyngtræneren kan du evt. træne hjemme, hvor ingen andre kan se dig fjumre rundt som en fuld abe på stylter. Og tro mig, jeg har selv været der. Så jeg ved i allerhøjeste grad, hvordan det føles 😉

En anden fordel med TRX er, at du kan træne i alle 3 plan. 3 plan tænker du? hvad vrøvler han nu om?
Lad mig prøve at forklare. Når du bevæger dig rundt i hverdagen, så gør du det i 3D med helt naturlige glidende bevægelser. Et Sagital plan som er frem/tilbage og op/ned (tænk på at hoppe og stå oprejst og bøje sig forover). Et Frontal plan som er bevægelser til siden (tænk på et pendul der svinger 360˚ rundt). Og til sidst har vi det Transverse plan, som er rotationer omkring rygsøjlen (tænk på at du står med fødderne stabilt på jorden, og du drejer overkroppen for at kigge dig over skulderen). Se billedet herunder 🙂

Mange øvelser der normalt laves i et center foregår kun i sagital plan, øvelser som eks. Squat, lunges, pull-up, pull-down, push-up, biceps curl, back extension, leg curl, leg extension osv. Så du kan se, at det er meget nemt at få alt sin træning lavet på 1 plan. Ikke fordi det er dårligt, det er jo trods alt rigtig god motion, men mange glemmer bare at fokusere på de andre plan. Og det er ikke fordi, at man ikke kan træne mange af dem i med traditionelt træningsudstyr, det kan man godt, men mange nybegyndere finder bare tilgangen nemmere med en TRX når man skal hele kroppen rundt.
Dermed ikke sagt at det kun er nybegyndere der kan bruge en TRX, Nej- langt fra.
Mange tænker sikkert, at kan det lille stykke ”legetøj” virkelig give mig noget, enten i form af muskelmasse, eller få pulsen op? Dertil er svaret – Ja!

En yderligere fordel kan også for nogles vedkommende være tiden og det økonomiske. Et medlemskab i et center kan typisk koste omkring 200,- i måneden, og rigtig mange bruger jo penge på transporten hvad enten det er i bil eller offentlig transport flere gange om ugen. Så når året er omme, så er regningen nemt løbet op i eks. over 3500 kr. En TRX fås i 3 varianter som er pr. dags dato hhv. 1749,- for en Home model. 2195,- for en Pro model og 2495,- for en Force trainer, hvilket jo er et 1 gangs beløb, og så er folk bund og grund kørende. Dertil måske en instruktionstime eller to, som jeg absolut også anbefaler i et træningscenter, inden man begiver sig ud i øvelser, der kan ende med at lave mere skade end gavn. Jeg har intet at gøre med salg af disse. Jeg selv har købt min hos Activeaid.dk og der findes også andre butikker som sælger udstyret.

Og så var der jo den med tiden. For mit vedkommende har jeg 20 minutters kørsel hver vej, og med selve træningen på eks. 1 time, som kan variere hvis en maskine f.eks. er i stykker og man skal finde alternativer, eller man lige skal vente, hvis den er optaget og så lidt omklædning/bad, ja så er der nemt gået 2 timer eller mere. Den tid er der mange, der kan have svært ved at afsætte enten pga. arbejde/familie, eller det kan være svært at forlade huset, hvis man er alene med småfolk 🙂