Livsstilsændring – Hvad gør din omgangskreds og har du en god support?

Når jeg taler med en klient, som nævner, at få mange ”underlige” spørgsmål eller bemærkninger, når man er i gang med en livsstilsændring. Det kan f.eks være… ”Nå, må du ikke spise det?” ”Skal du ikke med i byen?” ”Hvorfor har du selv mad med?” ”Du er da også blevet så hellig / kedelig!” Eller for ikke at tale om den klassiske, som jeg ved, at mange har hørt – Nu skal du altså heller ikke tabe dig mere! (Hvilket ofte kommer fra en, der bestemt trænger til at tabe sig.) Så hvor pisse træls, er det ikke lige! Især når man selv ved, at man ikke er færdigt med sit vægttab, da der mangler at ryge et par kilo mere, fordi man gerne lige vil af med de sidste elskovshåndtag 😉
Jeg har selv været, hvor de er, så jeg ved præcis, hvad de kan komme ud for. Nogle gange griner man af det, andre gange kan det være enormt belastende, hvor man tænker f*** jer! – Her kæmper man for noget, der gør ens liv bedre på så mange punkter. Noget man i allerhøjeste grad brænder for, bliver vendt mod en som værende noget negativt og sådan skal det jo absolut ikke være!. 😉
Men når jeg tænker tilbage – I guder hvor kunne det være træls til tider. Nogle personer vidste jo godt, at jeg trænede osv. men til div. komsammener, blev jeg godt nok tit ”udstillet” på tidligere nævnte måde.  Jeg bragte ikke selv noget på banen, og pludselig var jeg alligevel omdrejningspunktet omkring spisebordet, fordi jeg spiste anderledes. Ikke ret fedt skal jeg hilse at sige, når jeg blev italesat for at være ”bedre” end andre på en sarkastisk måde (selvom det nogle gange var i sjov), men alligevel.
Den dag i dag bringer jeg ikke selv noget op omkring kost og træning, når vi sidder omkring spisebordet, med mindre jeg bliver spurgt om det, eller samtalen falder på det helt naturligt. Selvfølgelig kan jeg da blive grebet af det i form af, at det er mit virke, men ellers gider jeg egentlig ikke tale om det, da jeg ikke ønsker at fremstå som en sundhedsguru, når vi er ude at spise. Der vil jeg bare gerne være ”Keld den madglade” (på min egen måde vel at mærke) og ikke ”Keld personlig træner”. Altså, jeg vil bare gerne hygge med mine venner/familie – hver ting sin tid 😉
HELDIGVIS har mine nærmeste venner og familie været en fantastisk opbakning, på trods af der er blevet joket med det, men så er det jo godt, at jeg kan kæfte op den anden vej 🙂 MEN 1000 TAK FOR DET, til jer der læser dette. I får lige en virtuel krammer, smækkys og high five – I har været en større støtte end i måske ved af – HUSK DET 😉

 

Men hvad kan du og andre gøre for at komme så let igennem en livsstilsændring som mulig?
Der findes naturligvis mange individuelle måder. Nogle måder virker for nogle personer og nogle andre måder finder andre personer måske nemmere?
Men her kommer lige 4 hurtige, som jeg ved at mange har draget nytte af, for at gøre sådan en rejse nemmere 😉

1. Din mand/kone/børn.
Vær sikker på at du har opbakning fra disse. Intet er mere demotiverende og ødelæggende, end hvis du ikke har 100% opbakning fra dine allernærmeste. Så er der stor sandsynlighed for, at din rejse kan fejle. Nogle gange kan det godt være en rejse for to. Er det f.eks. konen der har et ønske om et vægttab, så er det sgu vigtigt og enormt opmuntrende, hvis manden til tider også tager kondiskoene på, og går med på aftengåturen for at vise sin opbakning. Det giver også mulighed for at koble lidt fra og få sludret lidt om hverdagen, i stedet for at man smider sig på sofaen og falder i søvn efter 15 min. Bare fordi at det er vanens magt 😉
Der er set eksempler på, at manden meldte sig ind i et fitnesscenter selvom han som udgangspunkt ikke havde behov for det, da det var konen der skulle tabe sig.
I den anden grøft er der også det modsatte eksempel, hvor den ene part kæmper og sidder med en sund salat og et godt stykke kød, men på den anden side sidder modparten og kører en fed pizza ind i kæften. Tak for lort – virkelig motiverende og støttende!
Og er det på de ”mindre” punkter, som f.eks hvis du skifter fra almindelig cola til light/zero cola, så skal din partner ikke komme med alverdens spydige kommentarer, blot fordi vedkommende ikke har behov for/lyst til at ændre sin livsstil.
Og er du single, så er det måske forældre eller søskende man skal kunne stole på, og komme til i både tykt og tyndt. Jeg ser desværre til tider manglende forståelse fra disse parter og det er i aller højeste grad meget dårlig stil, hvis ens nærmeste ikke er ens faste støtte på sådan en rejse.

2. Omverdenen.
Gør omverdenen opmærksom på at du er gået i gang med en livsstilændring måske via de sociale medier. Det forpligter begge veje. Din vennekreds ved nu, at du er gået i gang med noget stort og de kan nu vælge at bakke op omkring det (på den måde finder du sikkert også ud af, hvem der støtter dig og derved forhåbentlig hvem du kan ty til i svære tider).
Og den anden vej har du også et ansvar for ikke at svigte dem, der virkelig bakker dig op – hvis de er der for dig, så gør du (forhåbentligt) også dit til, at kæmpe, når de nu hepper på dig. Det er dine sparringspartnere i tyndt og tykt på sådan en rejse – Pas godt på dem 😉

3. Din arbejdsplads.
Hvis ikke din arbejdsplads har fundet ud af, at du er gået i gang med en livsstilsændring, så sørg for at få meldt ud der også. For den største del af befolkningen, så er det trods alt der, at man tilbringer ca. det halve af tiden man er vågen i 😉
Og i og med at ens kollegaer ikke altid er dem, man har det tætteste bånd med, men blot kan være en del af en hverdag. Men desværre er det bestemt dem, der kan lave rigtig meget lort i det i form af spydige bemærkninger og manglende forståelse – mobning på et andet plan.

4. Gør det let for dig selv og tænk fremad.
En livstilsændring handler jo ikke kun om træning, men i den grad også kosten. Tit og ofte handler det om forberedelse og have maden klar hvis man er hjemmefra en hel dag til en evt. familieudflugt. Undgå lige at lave den nemme løsning og smutte på tanken eller den lokale pizza pusher.
Og når vi er ved maden, så sørg for at dit køkken er nogenlunde godt udrustet til sådan en rejse. Dvs. at gode opbevaringsbokse jo nok er en god idé til forberedelse af mad.
Lidt godt køkkengrej burde du nok overveje. En lille ting som et godt knivsæt kan være vigtigt, da det godt kan være lidt op af bakke at stå og skære kød, hakke mandler og tilberede salat, hvis alt der ligger i køkkenskuffen, er en gammel sløv brødkniv, du fik med, da du flyttede hjemmefra 😉
En blender/stavblender er noget, jeg ved altid kan være handy, når der skal laves lidt sjovt mad, da den tit og ofte kan være med til at gøre det hele lidt nemmere/hurtigere.

Reminder (nok til punkt 1).
Jeg kan huske, at Henrik Duer, i en undervisningssituation, nævnte, at det er meget vigtig at huske på, at selvtilliden og selvværdet ændrer sig markant for mange under eller efter en livsstilændring, plus man får andre / nye interesser. Mange bliver jo selvfølgelig glad for motion / træning og er din partner ikke med på dette, så ser man ofte desværre, at forhold ligefrem er gået i stykker. Og det sker ved, at den ene part får så mange nye input i livet og ofte bliver mere attraktiv pga. sit nye smarte udseende og trækker nyt opmærksomhed til sig. Sideløbende med dette, ligger partneren stadig hjemme på sofaen og ikke bakker op (typisk mænd siger statistikkerne). Tilmed forstår han ikke den stigende interesse for hans kone og ender faktisk med at blive jaloux.

Så find ud af hvem du virkelig kan stole på og som kan bakke dig op, hvis der skulle komme perioder, hvor det hele er uoverskueligt og du bare har lyst til at smide håndklædet i ringen. Det kan være en altafgørende hjælp at vide ”Who’s Got Your Back” i svære tider. Du kan evt. gå til vedkommende og spørge ”Kan jeg komme til dig, hvis alt ramler?” Gerne flere personer, hvis du har muligheden, så du har en back up person, hvis din 1 ”wing man” ikke kan fanges. For mange lyder det nok tosset, men det ændrer desværre ikke, at det kan være et enormt hårdt psykisk, hvis der er en større livsstilsændring du er i gang med.

Nå folkens, dette var blot nogle af rådene, der helt sikkert kan gøre din rejse meget nemmere og bestemt sjovere i sidste ende. Der er som tidligere nævnt, flere fremgangsmåder til at komme i mål med. Med dette for øje skal det jo nævnes, at der er masser af andre faktorer/småting der spiller ind – Alt sammen kan være en super hjælp til dig. Dette er blot nogle af dem jeg/vi som personlige trænere, ser hyppigst som værende forhindringer.
Og har du spørgsmål, eller tvivler på om du kan klare en sådan rejse, så fang mig og jeg skal gøre mit bedste for at sparke nye og forhåbentlig gode inputs ind i planen 😉

Ps. Skulle du rende ind i nogle af ovenstående eksempler/personer, så skal det stå dig frit for at sige… Kæmp din egen kamp og tro på at DU KAN 😉

63416813

Håber dette gav et lille indblik i hvad en livsstilsændring kan indebære 😉




Skriv et svar