Hvordan rejser man sig fra, på et splitsekund at have fået ødelagt mange lemmer og organer i sin krop, til at stille op i en ekstremsport som bodybuilding?? Well – spænd selen Boys And Girls. Her kommer Michaels vanvittige, men ikke mindst inspirerende historie 😉
Ulykken.
Den 5. januar 2002 blev en dag, der vendte op og ned på Michaels liv, da han kørte galt i sin bil. Uheldet var så voldsomt, at bilen vitterlig blev revet over i to dele. At dømme ud fra billedet af hans bil, kan man jo godt sige, at hvis Michael var en kat, så havde han satme fyret alle 9 liv af på én gang + evt. div. bonusliv! Men heldigvis var det kun bilen, der afgik ved døden den dag 😉 Det kommer jo nok ikke som den største overraskelse, at Michael, som sad i denne bil, kom slemt til skade – ALVORLIG til skade vel at mærke. Altså ventede der Michael en lang sygeperiode med uendelige operationer og gener på grund af skader, inden han kunne se frem til en helt ny hverdag fremover.
Først lå Michael som multitraumepatient i 39 dage, hvoraf de først 9 dage var i kunstig koma med respirator, da begge lunger var klappet sammen. I dette tidsrum tabte han sig 22kg. Han kunne naturligvis ikke bevæge sig, og alting var forbundet med smerte, selv det at spise, hvilket kun bestod af flydende kost, da hele munden var snøret sammen med ståltråd.
Dette var dog kun en lille del af Michaels behandlingsperiode. Hvis vi lige skal gennemgå hans cv af skader, så man kan få et indblik i, hvad han stod over for fremadrettet. Noget af hovednerverne i venstre arm blev revet over, så følesansen i lillefingeren er væk, mens funktionen i hele hånden heller ikke er eksisterende. Højre overarm brækkede helt over, så han fik sat marvsøm samt 2 skruer ind i overarmen. Efter kontrol med venstre hånd og et utal af undersøgelser gennem 2 år, blev det besluttet at gøre håndledet delvis stift, samt prøve at lave en manuel gribefunktion. Der blev opereret 2 gange i håndledet over nogle måneder, samt en operation i højre skulder og overarm for at få marvsøm og skruer ud igen.
Brystbenet brækkede 2 steder, hvor venstre brystmuskel blev revet midt over, og derfor er denne ikkeeksisterende i dag. Hovedet pådrog sig også alvorlige skader. Overkæben brækkede 2 steder og der blev sat en metalplade ind under begge øjne. Ganen flækkede, 2 tænder blev slået ud mens alle tænderne i overmunden og 5 tænder i undermunden knækkede. Alt dette betød, at Michael måtte tilbringe 2×1 time om ugen i ca. 11 måneder, for at få tænderne bygget op igen. Der måtte 2 operationer til i munden for at få bygget det knoglestruktur op, som blev revet af sammen med de to tænder han fik slået ud. Derefter blev der opereret 2 implantater i, så der kunne komme kroner på. Alt i alt fik Michael lavet tænder for 160.000 kr., hvilket nok fortæller lidt om omfanget af skaderne i munden alene.
Hjernen undgik desværre heller ikke varige mén, da Michael pådrog sig en hjerneblødning, der har gjort, at han den dag i dag ikke kan tåle stress og høje lyde som f.eks. en vinkelsliber, børneskrig/gråd, mens den også har ramt hans korttidshukommelse.
Benene blev i den grad også medtaget. Bækkenet brækkede 2 steder. Højre ben brækkede, han pådrog sig åbent skinnebensbrud på venstre ben, der gjorde, at han måtte gå med Hofmansapparatur de første 5 måneder. For dem, der ikke ved hvad dette er, så er det et apparatur, som monteres udvendig på benet med en skinne, hvorfra der i Michaels tilfælde gik 6 lange skruer fra skinnen og ind i skinnebenet, som derved holdes stabilt, så knoglen kunne gro sammen. Dette bevirkede der dagligt kom en sygeplejerske, som pillede sår væk omkring skruerne og rensede sårene.
Efter ca. 3 år var Michael færdigbehandlet på sygehuset. Og det kræver nok ikke verdens største lommeregner til at regne ud, at han stod med en hverdag vendt på hovedet, kontra den han kendte. Samtidig med dette skulle der nu en omfattende genoptræning til.
Kampen mod det offentlige.
Resultaterne af genoptræningen på sygehuset var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Michaels ulykkesforsikring betalte desuden for genoptræning ved en fysioterapeut i ca. 6 måneder, hvilket heller ikke gav de resultater der var håbet. Sideløbende skulle Michael også se, om han kunne få en fod ind på arbejdsmarkedet igen. Fra starten blev der kæmpet mod kommunen og han blev flyttet rundt, fra den ene rådgiver til den anden og fra den ene ydelse til den anden. Noget der i sig selv er yderst frustrerende, demotiverende og nedværdigende når man er vant til at kunne forsørge sig selv. Det blev da også til flere jobsøgningskurser, mens han stadig var syg og ikke rigtig kunne noget som helst. Til sidst blev det til et 6 måneders forløb på hjerneskadecentret i Odense, for folk med sene hjerneskader. Der blev Michael med egne ord ”pillet fuldstændig fra hindanden” med div. tests osv. der gjorde, at han gik i seng, når han kom hjem og sov flere timer, bare for at kunne være til. Igen noget der er voldsom demotiverende og ydmygende, når man prøver at få en hverdag til at hænge sammen med familie og venner. Det endte med en arbejdsprøvning ved Ftz reservedels lager, hvor han skulle være 3 timer hver dag. På dette tidspunkt gik det helt galt med hovedet, Michael kunne ikke fungere når han kom hjem og sov stort set 3-4 timer hver dag efter han havde været afsted. Hverdagen bød på konstant migræne og han havde det mildt sagt af helvede til. Michaels kone (Kitt) sagde på et tidspunkt, at hun faktisk fik mere ud af og snakke til døren, end til ham i denne periode. Efterfølgende blev han sat ned til 1,5 time dagligt, men resultatet var det samme. Efter ca. halvanden måned yderligere, blev arbejdsprøvningen endelig stoppet. Da forløbet på hjerneskadecentret stoppede efter de 6 måneder, blev Michael indstillet til en førtidspension, da de konstaterede, at han slet ikke kunne tåle stress samt høje lyde. Desuden var funktionaliteten i venstre arm jo ikke eksisterende. Alt i alt tog det ca. 6 år for Michael at blive afklaret af kommunen. I samme periode har han haft 2 forløb ved en psykolog, da det hele har været enormt svært på den psykiske del og han dermed har haft 2 depressioner.
Kampen på hjemmebanen og mod sig selv.
Det første år efter ulykken lavede Michael næsten ikke andet end at ligge på sofaen og være sur og ked af det. Han kunne ikke rigtig få ind i hovedet, hvorfor det lige var ham det skulle gå ud over og lå som oftest og tænkte, hvorfor kunne det ikke bare have været helt slut i ulykken? Det var hans overbevisning, at det ville have været bedre for alle parter. Som Michael beskriver det, så var han virkelig helt ude at skide rent psykisk. Michael tager da også i den grad hatten af, for at sin kone blev ved hans side og kunne holde ham ud gennem det hele.
Efter ca. et år, var det som om han en dag vågnede og havde fået en åbenbaring af en slags. Han havde langt om længe indset, at der ikke var noget, der blev bedre af at ligge og have ondt af sig selv og rende rundt og være sur og tvær. Så de købte en lille hundehvalp (Sikka), så han havde lidt at tage sig til. Efterfølgende begyndte han til træning med det lille kræ. Der fandt han ud af, at det var faktisk noget han var skide god til. Så han begyndte at gå til lydighedskonkurrencer og blev helt bidt af det. Efter dette gik det kun fremad med udviklingen og han havde ligesom fået troen på det hele tilbage igen. 🙂
En af Michaels anden store interesser har altid været biler, herunder ikke mindst musik og god lyd i biler. Så ca. et halvt år efter uheldet, fik han anskaffet sig en bil og begyndte stille og rolig at bygge lydanlæg i denne i det tempo og omfang kroppen kunne være med til. Selvom han ikke kunne køre bil endnu, så gav det stadig mening i livet, at kunne bruge hænderne på trods af kroppen bestemte tempoet, men viljen var der!
Hvis nogle tænker, hvor jeg kender Michael fra, så var det i denne forbindelse, at jeg lærte ham at kende, da vi sidst på året i 2002 begge to deltog i en konkurrence for lyd og design i biler. Da vi begge nåede til Danmarksmesterskabet i samme klasse, så blev der naturligvis sparket dæk udvekslet div. sørøver historier 😉
Men for Michael viste dette jo blot, at hvor der er en vilje, er der en vej, selvom man er fysisk begrænset. Et par år senere, hvor Michael kunne køre bil, deltog han igen, og denne gang strøg han helt til tops, så han nu kunne han kalde sig Danmarksmester i sin klasse. Igen, viljen har aldrig fejlet noget 😉
Men siden da har jeg haft kontakt til Michael og fulgt hans nye kærlighed, nemlig træningen og til sidst drømmen om at komme på en scene…
Da hans kone ventede deres søn Oliver, besluttede han sig for at stoppe med at ryge. Hvilket han også gjorde, men da Michael (ligesom så mange andre) har en sød tand, så tog han 13 kg på indenfor ret kort tid. Dette gjorde, at han valgte at starte i et lille lokalt fitnesscenter og begyndte at træne lidt cardio og lidt styrketræning, som medførte at han begyndte at tabe sig stille og roligt. Styrketræning med arme og hænder kunne han ikke rigtig af gode grunde, da venstre hånd jo var lam. Han blev anbefalet, at tale med en bandagist omkring at få lavet et hjælpemiddel til træningen. Efter noget tids tanker om hvordan det måske kunne gøres, tog han kontakt til bandagisten. Sammen udviklede de en strop, som han kunne binde sin venstre hånd fast med. Efter lang tids forsøg og tilvænning, kunne han næsten træne det hele med denne.
Som altid i starten er fremskridt gode, men ca. 2 ½ år stod det hele lidt stampe. Så Michael tog kontakt til en personlig træner ved navn Brian Vestergård Nielsen, som han var oppe og have en samtale med. Mens de sad og talte spurgte Brian, hvad målet var. Var det at stille op til konkurrence, eller var det for Michaels egen skyld for at komme bedre i form? Michael udbrød med det samme, at det var for hans egen skyld, da han jo ligesom rendte rundt med en ret dårlig arm, der gjorde, at han jo ikke kunne stille op. Brian smilede bare og spurgte – ”Hvorfor kan du ikke det? Det er da set før i udlandet, hvor der jo faktisk er en klasse for folk der sidder i kørestol.” Men de lod den ligge der, hvorefter Michael havde et forløb ved Brian på ca. 3 måneder. Brian lærte ham meget og de fik også nogle gode fremskridt. Michael gik det næste års tid og spekulerede over hvad Brian havde sagt. Han besluttede sig dernæst for at lave lidt research. Det mundede ud i, at han tog beslutningen om, at han ville prøve at stille op. Så han trænede og trænede helt vildt, men der skete ikke nok. Han tog fat i en træner i Odense, som synes, at det kunne være et fedt projekt at gå ind i. Således begyndte de at få styr på kosten. Fremskridtene begyndte da også hurtigt at vise sig i form af, at Michael tog en del muskelmasse på. 🙂
En ny vej på rejsen.
Bedst som træning og kost bare kørte derud af, blev træneren syg, hvorefter Michael kørte videre alene. Men det havde han desværre ikke nok erfaring til endnu så det begyndte at skride for ham. Altså tog han fat i en ny træner, som også er hans nuværende, nemlig Klaus Ladegård. Michael købte et konkurrenceforløb og startede i det super fede Old School Bodybuildingscenter i Odense. Et lækkert sted med den rigtige ånd hvor alle kan føle sig velkomne.
Så nu stod den på en skarp personlig kostplan, som blev reguleret hver uge, og et trænings program med styrketræning 6 gange ugentligt, samt tilsvarende cardiotræning og en masse poseringstræning. Efter endt forløb, stod Michael endelig på scenen til debutantstævnet i Classic Bodybuilding -180 senior, som den første handicappede atlet i Danmark nogensinde til at konkurrere på samme vilkår som andre. Han stod i den vildeste form han nogensinde havde været i. Klaus var med ham hele vejen og troede på ham. De sidste par dage op til stævnet oplevede Michael, at kroppen ændrede sig markant. Selv efter 4 timer kunne han se tydelig forskel på musklerne og formen, efterhånden som væsken røg af ham. Michael kan berette, at det var helt ekstremt at opleve på sin krop. For ikke at beskrive den følelse han havde, da han stod inde på scenen og kunne høre folk heppe og råbe hans navn samtidig med, at han skulle give alt hvad han havde i sig. Det kan måske se let ud, at skulle stå at posere, men hver en enkelt muskel i kroppen skal spændes og holdes, så det hele hænger sammen i en stor helhed. Tro mig, dette er bestemt ikke noget man ”bare” gør 😉
Det kan ikke beskrives med ord. Michael har fået så mange rosende ord og skulderklap, samt folk har fortalt hvor dyb respekt de har for det han har gjort, hvilket gjorde at han simpelthen blev så glad og rørt efter dette. Endnu en sejr var opnået og Michael er hamrende godt tilfreds og pavestolt af sin rejse indtil videre.
Efter en snak med overdommeren Frederik Bådstorp, fik Michael at vide, at der nok var 20-30 stykker, som havde kontaktet Frederik for at høre om hvordan og hvorledes man kan stille op når man nu havde et handicap. Alle var blevet opfordret til at stille op, men der har ikke været nogen til at tage springet før Michael gjorde det. Michael håber og synes det kunne være fedt, hvis han kunne inspirere andre til at gøre det samme som ham og trodse den udfordring, at man har noget at slås med som andre ikke har. Så han håber, at der på sigt kan blive fokus på behovet for en klasse hvor folk med et handicap passer ind, således de ikke mister point pga. af deres handicap.
Michael er gået videre til finalen og er i skrivende stund ved at optimere kroppen endnu mere til det skrappe felt han er oppe imod. Han kan berette, at det bestemt ikke er sidste gang, han prøver at stille op. Så nu skal han i gang med at søge sponsorater og økonomisk støtte til at holde drømmen kørende, da det er en ret dyr hobby, der kan svær at dyrke på en førtidspension.
Jeg vil lige understrege, at selvom jeg er personlig træner, så har jeg INTET med Michaels resultat at gøre! Denne kamp og fortjeneste ligger udelukkende hos Michael og hans træner Klaus 😉 Jeg har blot været med på sidelinjen og heppet med og ladet mig inspirere. For at hjælpe til, har jeg valgt at hjælpe Michael med at skrive denne historie og gøre mit til at få den ud i landet 😉 Men jeg håber, at med denne artikel, I har fået et lille indblik i, hvad der er muligt, hvis man har en drøm og en helvedes stor portion vilje til at kæmpe for noget, der til tider kan virke umuligt. En anden spiller der har meldt sig på banen til at hjælpe, er Total Bodyzone i Odense, der har sponsoreret Michael med behandlinger op de indledende runder til DM.
Skulle der side nogle derude, der ligesom mig føler sig inspireret og vil give Michael et skulderklap med på vejen, så skal du være mere end velkommen til at dele hans historie. Desto længere vi kan nå ud, desto bedre. Det kunne jo være, at nogle sponsorer også lader sig inspirere til at bakke op om Michaels drøm, nemlig at stille op til endnu flere konkurrencer. I så fald skal I være mere end velkomne til at kontakte Michael eller fange mig, så skal jeg nok ”viderestille” jer 😉
Herfra skal det i hvert fald lyde alt muligt held og lykke til Michael. Det har været en fornøjelse, at være med på sidelinjen og følge din kamp. Jeg er dybt imponeret over det du har opnået. Du kan kun være en inspiration for mange… 😉
