I weekenden var jeg en tur i Randers for at deltage i en workshop om squat, bænkpres og dødløft.
Kurset blev afholdt af Jacob Beermann, der arbejder som personlig træner og er på det Danske landshold i styrkeløft 3-kamp (Squat, bænkpres og dødløft). Jacob er bosat i Norge da han træner med det Norske landshold i styrkeløft. Endvidere er Jacob manden bag Maxer.dk. En side, jeg har fulgt i mange år, grundet dens mere dybbegående indsigt i træning og kost. På siden kan jeg få stillet meget af mit nørderi behov i fysiologi- og anatomiverdenen, også en mulighed for andre, der har de samme skøre tendenser som jeg 😉 Men i hvert fald en hjemmeside, man skal holde øje med, da der postes mange lærerige artikler baseret på videnskabelig og forskningsmæssige grundlag derinde.
På trods af at have passeret 8 tornadoer i et endeløs inferno af skybrud og nærmest en lang kø hele vejen fra Vejle til Randers, lykkedes det da mig at lande ved A.K. Frem, en klub hvor styrkeløft, brydning og MMA/Wrestling har til huse. Jeg var da heldigvis ikke den eneste, der var blevet drillet af det danske sommervejr, men efter et stykke tid, var alle mand samlet. Vi var ca. 13-14 stykker samlet, deriblandt skolekammerater, venner og kollegaer, så ganske fornøjeligt for Buhl her 😉
Men ellers startede dagen deroppe med lidt sørøverhistorier, hvorefter vi gik over og legede med de forskellige former for dynamisk opvarmning, som Jacob også bruger. Lige noget for mig, da min mobilitet kunne presses lidt på den fede måde her. Og der gik da heller ikke lang tid, før man kunne høre på deltagerne at pulsen kom derop af, lige præcis som opvarmning gerne må være i min verden 😉
Derefter gik vi i krig med de 3 store basisøvelser. Og fælles for dem alle, var jo selvfølgelig individuel teknik, for Jacob gør meget ud af at fortælle folk, at vi mennesker ikke er genetisk ens, og derved bliver biomekanikken fra person til person alt andet end det samme.
En god lille pointe Jacob nævnte i forbindelse med at vi ikke alle er ens – langtfra. ”Jagt ikke perfektion, jagt forbedring”. Med dette i baghovedet, skal der jo tænkes som tidligere nævnt, at vi bestemt ikke er genetisk ens. Vi har alle vores forskellige sammensætninger i anatomien, vi har skader og andre små finurligheder, der gør at vores bevægemønster ikke er ens.
Igen, lige noget for mig som har mange begrænsninger p.g.a min sydom, hvor jeg har en naturlig grænse m.h.t bevægelighed og vægt.
- SQUAT.
Dette er jo for mange ”kongeøvelsen”, da den rammer så mange muskler på én gang. Også en øvelse, der tager sin tid at mestre, grundet de flere ting man skal være opmærksom på, så her blev der nørdet lidt ekstra 😉
Udgangspunktet var de 3 S’er (Stand, Stangplacering & Startbevægelse). Altså hvor bred står du, lægger stangen høj eller lav og starter du med at bøje hofte eller knæ. ALT sammen meget individuelt fra person til person. Man ser desværre stadig trænere, som bare siger noget så simpelt som… Stå med fødderne lidt bredere end hoftebredde og så squatter vi ellers. Seriøst – som træner… WTF! Det gør man bare ikke. Læs mere om hvorfor, i det tidligere indlæg jeg linkede til 😉
Ellers var vi inde omkring:
– Stangens bane. Lodret op og ned.
– Hold hovedet neutralt.
– Knæ i samme retning som fødderne.
– Undgå at knæerne vandrer indad, men sørg for at sprede dem, således åbner du mere op i hoften med mulighed for at squatte dybere. Har du problemer med dette, kan du evt. øve med en elastik fra det ene ben til det andet (monteres lige under knæet). Dette skal du så kunne holde stramt under hele squattet.
– Albuerne under stangen.
– Skyd brystet frem/op.
– Undgå at runde i ryggen.
– Vi legede også lidt med Boxsquat hvor man deler sit squat op i to, således at man får ekstra kraftudvikling i bunden, undgår strækrefleks og holder ekstra fokus på opspændet.
– Træk ned i stangen for at få et stærkt opspænd i ryggen via din brede rygmuskel (Latissimus Dorsi) samtidig med at du presser ud med knæerne, således bliver din ryg mere stabil mod vridninger, da du danner et kryds på ryggen med de opspændte muskler.
– Hvis man holder et tæt greb, kan dette give mulighed for et mere kraftfuldt opspænd (dette kræver dog en hvis smidighed i skulderleddet).
Der findes naturligvis også nogle rigtig gode støtteøvelser til at bygge sin squatteknik op. Disse kommer der et indlæg om på senere tidspunkt 😉
- BÆNKPRES.
Derefter gik vi over til bænkpres, hvor vi igen havde mulighed for at blive afprøvet og rettet til med div. forbedringer, vi alle kunne have.
Men nogle fokuspunkter vi var inde på, var bla:
– Stangens bane. Skrå ned, skrå op.
– Albuer under stangen.
– Klemme hårdt omkring stangen. Således undgår du at dit håndled ikke ”knækker” under belastning og du får også et godt spænd i underarmene.
– Skulder tilbage og ned således du får et godt opspænd i ryggen.
– Smalt greb som giver mere fokus på triceps / Bredt greb med mere aktivering af Latissimus Dorsi.
– Presse benene i jorden, således du aktiverer dine ballemuskler og samtidig med at brystet er fremme, i form af at skulderbladene er tilbage og nede, så har du ligesom ved squat et stabilt kryds i ryggen for at stabilisere kroppen.
– Eksplosivt tryk – Altså du presser stangen op, så hårdt du overhovedet kan. Således legede vi med vores type 2 muskelfibre, altså de hurtige/eksplosive. Et fænomen der også kaldes intramuskulær koordination, der omhandler de neurale tilpasninger, som foregår mellem musklerne og nervesystemet. Her snakker vi om flere områder, som forbedres når man styrketræner. Bl.a. fokuseres på følgende: MU-rekruttering, Rate coding, synkronisering og antagonistisk træning. Noget jeg kommer ind på en anden god gang 😉
- DØDLØFT.
Sidste punkt på menuen var dødløft, hvor vi legede med konventionel og sumo dødløft, som har følgende punkter der er værd at lære:
Konventionel dødløft.
– Stangens bane. Lodret op og ned.
– Skuldre ud over stangen.
– Fødder placeres med ca. hoftebredde, hvor fødderne peger en lille smule udad.
– Skinnebenet placeres ca. 5 cm fra stangen.
– Placér hænderne på stangen, så de ikke kører op af benet, når du løfter. Ej heller ikke så smalt at du skubber knæerne sammen.
– Hold ryggen ret.
– Hold vægten på hælene og når du løfter, så forestil dig, at du presser igennem gulvet med fødderne i stedet for at have for meget fokus på at trække i stangen.
– Undgå at starte med at strække knæerne ud, da dette lægger alt arbejdet om i ryggen.
– Når du løfter, så begynder du først at spænde ballerne og skyde hoften frem, når stangen er nået forbi knæerne. Når du gør dette, så undgå at overekstendere i ryggen, altså bøje ryggen bagover, da du derved sætter et unødigt stress på dine ryghvirvler, for ikke at tale om den motorvej af nervebaner der går deromme. Dem skal vi naturligvis ikke skade. Dette ses ofte, og mange tror, at det er den rigtige måde at afslutte på. Det er det ikke!
Sumo dødløft.
– Stangens bane. Lodret op og ned.
– Skuldre lige over stangen.
– Hovedet i neutral stilling.
– Greb på stangen skal være omkring skulderbredde, således at armene hænger lodret ned.
– Bred fodstilling, som et storbredt A eller korthus. Start dog ikke så bredt som du kan stå, men arbejd dig længere og længere ud af, desto mere erfaring du får. Vi skal have teknikken med.
– Fødderne peger udad (samme retning som dine knæ).
– Skinneben 1-2 cm. Ind til stangen. Åbne hoften og holde ryggen ret. Gør man ikke dette og stangen er for langt fremme, så flyttes vægten ud på tæerne, hvilket vi IKKE ønsker. Hvis hoften ikke er nok åben, og knæerne peger indad, så banker du stangen ind i knæerne på vej opad.
– Som i konventionel dødløft, så begynder du først at spænde ballerne og skyde hoften frem, når stangen er nået forbi knæerne af samme grunde som i konventionel dødløft.
– Hold vægten på hælene og når du løfter, så forestil dig, at du presser igennem gulvet med fødderne i stedet for at have for meget fokus på at trække i stangen. Samtidig med du presser igennem gulvet, så presser du også ud af mod siden med fødderne, så du får den åbne hofte.
Dette var så en lille opsummering på hvad vi var igennem. Foruden dette så var vi flere gange lidt dybere i anatomiens verden samt fysiologi, smerter osv. Jacob har en meget bred erfaring på mange punkter, mht. hvad der sker inde i kroppen m.h.t smerter. Noget både jeg og de andre på holdet benyttede os af, med de mange forskellige spørgsmål der blev stillet til Jacob.
Hvis i vil se mere til disse øvelser, så er billederne fra Jacobs side hvor han også gennemgår disse øvelse.
Så alt i alt stor ros til Jacob for hans enorme viden og rigtig lærerige og humoristiske måde at ”tegne og fortælle” på, således alle kunne være med.
Næste stop for mit vedkommende, bliver når Jacob afholder kursus om smerte og styrketræning – lige min boldgade, naturligvis.
Thumbs up til Hr. Beermann for et absolut anbefalelsesværdigt kursus 😉